Fjerde verden. Tredje spilleregel.
En joke, du plejede at grine af, er ikke sjov længere. Ingen har sagt til dig, at den er forkert. Latteren kommer ikke. Hvad er det, der har flyttet sig?
Det begynder ved et frokostbord på et lager.
Kim i kantinen
Kim arbejder på et lager i Kolding. Han kører truck og har været der i elleve år. Klokken tolv sidder han ved det samme bord med de samme fem mænd. De spiser rugbrød med leverpostej og laver sjov med hinanden. Det har altid været det bedste ved dagen.
En dag kommer der en ny på lageret. Han hedder Wiktor og taler dansk med accent. Ved bordet begynder en af de andre at efterligne ham. De andre griner. Kim plejer at grine med. Det gør han ikke i dag. Han ser ned i sin madpakke.
Han ved ikke selv, hvorfor. Han tænker på sin datter Laura, der er sytten. For et halvt år siden kom hun hjem fra skolen og var tavs hele aftenen. Hun havde fået en ny frisure, og en dreng i klassen havde lavet sjov med den hele dagen. Kim så hende sidde i sofaen med hætten trukket op. Det kunne han ikke glemme.
Næste dag efterligner kollegaen Wiktor igen. Kim griner stadig ikke. En af de andre spørger, om han er blevet sur. »Nej,« siger Kim. Han ved ikke, hvad han ellers skal sige. Han vil ikke holde foredrag. Han vil heller ikke grine.
Han føler sig dum. Han hører ikke rigtigt til ved bordet længere, og han hører heller ikke til nogen andre steder. En fredag griner han med igen, og bagefter har han det skidt hele weekenden.
Om mandagen går han hen til Wiktor ved kaffemaskinen og spørger, hvor han kommer fra. Wiktor svarer kort. Kim ved ikke, om det var godt nok. Ved frokosten sætter han sig ved det gamle bord og er stille. For et år siden havde han grinet med.
Billedet: Døren
Der er en døråbning mellem to rum, og du står i den. Bag dig er et rum, du kender. Der er varmt, og du ved, hvor alt står. Foran dig er et rum, du ikke har været i. Du behøver ikke gå ind endnu.
Kim står i døren. Han kan ikke gå tilbage og grine som før. Han ved ikke endnu, hvordan han skal være i det næste rum. Det er et ubekvemt sted at stå. Det er også dér, noget nyt begynder.
Det, der sker
Her er tre opdagelser og et menneske, ingen af os er endnu.
Første opdagelse: Retningen viser sig i det, du ikke kan nænne
At du ikke kan nænne noget, betyder, at du ikke kan få dig selv til at gøre det, fordi en anden ville mærke det. Det handler ikke om ting, du ikke kan nænne at skille dig af med eller rydde ud. Dem siger kapitlet intet om, og dem må du gerne lade stå.
I den tredje verden så du, at et samfund viser sin vej i det, det ikke længere kan nænne. Bogen ser det samme hos dig, og du kan se efter, om det passer: Din retning viser sig mest i det, du ikke kan få dig selv til. Mindre i det, du siger. Det er ikke et mål for, hvor langt du er. Det er et spor, du kan følge i dig selv.
Kim har ikke besluttet sig for noget. Han kan ikke længere få sig selv til at grine med, når en kollega bliver gjort til grin. Det kom af sig selv, efter han havde set Laura i sofaen. Laura havde ikke en dårlig dag for at lære Kim noget. Hun havde den, og Kim så den. Det blev hos ham.
Det, du ikke kan nænne, er nogle gange vokset ud af noget, du selv har oplevet eller set hos andre. Det gør ikke det, der skete, til noget godt. Andre gange kommer det af en, der var god ved dig, eller en, du kom til at holde af. Og nogle bliver hårdere af det, de har set. Det siger ikke noget om dem.
Ikke alt, du ikke kan få dig selv til, peger mod andre. Nogle gange er det frygt eller flovhed, og nogle gange er det en vane. Spørg dig selv, om det er en anden, du ikke kan nænne at såre. Det er det, spillereglen taler om.
Anden opdagelse: I døren er det ubekvemt
Når du ikke længere kan grine af noget, du plejede at grine af, og endnu ikke ved, hvordan du ellers skal være, står du i døren. Det kan føles som at være forkert begge steder. Kim hører ikke til ved bordet og ikke andre steder.
Det nye kan komme og gå. En dag holder du dig tilbage, og dagen efter griner du igen. Sådan kommer det nye, mener bogen, indtil det er blevet en vane. Kim griner med om fredagen. Set på den måde er han ikke gået tilbage. Han står stadig i døren. Om det er en retning eller kun en periode, kan ingen afgøre i dag. Heller ikke Kim.
Prøv det nu: Mærk efter, om du i dag har hørt noget, der ville have fået dig til at grine for ti år siden.
Tredje opdagelse: Det færdige menneske er en horisont
Hvor fører døren hen? Bogens forklaring har et billede af det færdige menneske. Det er et menneske, ingen behøver at beskytte sig imod. Et menneske, der vil alle det godt, også dem, det ikke kender.
Det er ikke et menneske, der står øverst. Det er et billede, der viser, hvor retningen peger. I det billede er ingen af os nået frem, heller ikke de mennesker, du ser op til. Hvor langt nogen er fra det, kan ingen sige. Det er ikke en mangel. Sådan er en horisont.
Du kan gå mod den hele livet uden at nå den, for den flytter sig, mens du går. Det er ikke et mål, du skal nå for at være noget værd. Det er en retning at se i.
Den retning ses også i det små, og ikke kun i det, du holder op med. Den ses i det, du begynder at gøre for andre uden at få noget igen. Kim spørger Wiktor, hvor han kommer fra. Måske giver du plads i en kø eller lytter færdig. Omsorg øves, som alt andet, du øver. Klogskab alene er ikke nok. Den kan bruges både til at hjælpe og til at såre. Du skylder ingen at give, og den, der giver, står ikke over nogen. Spillereglen peger stadig på det, du ikke kan nænne.
I billedet kan det færdige menneske stadig blive vred og stadig sige fra. Det kan ikke få sig selv til at såre for at vinde.
Det, der stadig er sandt
At du ikke kan nænne noget, gør dig ikke bedre end dem, der stadig kan. Kim er ikke finere end sine kolleger. Han står i en anden dør end dem.
Døren giver ikke altid et godt sted at stå. Nogle gange koster det noget at gå igennem den. Kim gav lidt af det bedste ved sin dag fra sig. Retningen lover ikke, at det bliver let.
Og ikke alt, der er tungt, er en dør. Der er dage, hvor du ikke orker noget. Det er noget andet end ikke at kunne nænne. Det siger intet om, hvor du er på vej hen.
Har du et menneske i dit liv, som endnu ikke har forstået noget, du har forstået, så betyder det ikke, at du skal bære det. Du må passe på dig selv, uanset hvad du forstår om den anden.
Øvelse: Find din dør
Prøv det én gang i dag.
Øvelse · 2 minutter
Tænk på én ting, du ikke længere kan nænne at gøre mod andre. En slags joke, en måde at tale til nogen på. Noget lille er nok.
Spørg dig selv: Ved jeg, hvad jeg gør i stedet? Eller står jeg stadig i døren? Begge svar er gode nok.
Så er du færdig for i dag.
Bliver det ubehageligt, så stop, mærk fødderne mod gulvet, og gå en tur.
Kapitlets bane hedder Døren. Dér finder du én ting, du ikke længere kan nænne, og ser, hvor den peger hen. Banen er den fjortende og sidste i spillet.
Spilleregel: Det, du ikke mere kan nænne, er din retning.
Fundet er dit, hvis du i dag fandt én ting, du ikke længere kan nænne at gøre mod andre. Ellers venter fundet. Fjerde verden: tre af fire spilleregler. Næste kapitel handler om en sætning i et frokostrum, og om alt det, bogen aldrig siger om dig.
Spørgsmålet til dig
Hvad kan du ikke længere få dig selv til at gøre mod andre?