Tredje verden. Tredje spilleregel.
En tynd, gul stok ligger i en glasmontre. Et barn spørger, hvad den blev brugt til. Hendes bedstemor svarer, og barnet tror ikke på hende. Barnet har aldrig læst loven om det. Hvor kommer hendes forargelse fra?
Tag med på et skolemuseum en søndag.
Ellen og spanskrøret
Ellen er enoghalvfjerds. En søndag tager hun sit barnebarn Asta med på et skolemuseum. Der står de gamle pulte med blækhuller, en sort tavle og en globus. Asta synes, det er sjovt. Hun prøver at skrive med pen og blæk og får blæk på fingrene.
Så ser Asta en lang, tynd stok i en montre. »Hvad er det?« spørger hun. Ellen ser på stokken. Hun kan mærke klasselokalet igen: lugten af kridt og våde uldsokker, tavsheden, når læreren rejste sig. »Det er et spanskrør,« siger Ellen. »Det stod i hjørnet, da jeg gik i skole. Læreren slog med det, når nogen havde været uartige.« Asta ser på hende, som om hun lyver. »Det måtte han da ikke?« siger Asta. Ellen svarer: »Dengang måtte han.«
Ellen husker sin veninde Ruth, der havde glemt sine lektier en vinterdag. Læreren gik hen til hjørnet. Ruth græd hele frikvarteret. Ellen husker også, hvad hun tænkte dengang: at Ruth nok selv var ude om det. Sådan var det jo. Ellen var otte, og hun kendte ikke noget andet.
På vej hjem i bussen fortæller hun Asta om sin egen far. Han var elleve, da han blev vogterdreng på en gård. Om sommeren passede han køer fra tidlig morgen og gik kun i skole hver anden dag. Ingen syntes, det var mærkeligt. Asta er tavs et stykke tid. Så siger hun: »Det ville ingen da gøre i dag.« Hun siger det, som om intet kunne være mere naturligt.
Ellen tænker over det om aftenen. Asta kender ikke lovene om børn og skoler. Hun er ni. Alligevel kan hun ikke forestille sig, at en lærer slår, eller at et barn passer køer i stedet for at gå i skole. Ingen har holdt et foredrag for hende om det. Hun har det nok med sig fra den tid, hun vokser op i, ligesom hun har sit sprog med sig. Det, der var almindeligt for Ellen, kan Asta ikke nænne at tænke på.
Den tanke holder ikke hele aftenen. Senere ser Ellen nyheder om børn, der arbejder i miner. Hun slukker for fjernsynet og bliver vred på hele menneskeheden. Men om morgenen tænker hun på Asta i bussen. Begge dele er sande på én gang: minerne og Asta.
Billedet: Dørkarmen
I Ellens køkken er der en dørkarm med streger på. Ved hver streg står et navn og et årstal. Her var Asta fem. Her var hun syv. Stregerne siger ikke, at hun er færdig med at vokse. De siger heller ikke, at hun var forkert, da hun var lille. De viser, hvor langt hun er nået.
Et samfund har også streger. Stregerne er ikke de love, vi skriver. De er det, vi ikke længere kan nænne. At nænne er at kunne få sig selv til at gøre noget eller se på det. Spanskrøret i montren er en streg på menneskehedens dørkarm. Astas forargelse i bussen er en streg mere.
Det, der sker
Her er fire opdagelser.
Første opdagelse: Det, vi ikke kan nænne, ændrer sig
For snart tres år siden blev det forbudt at slå eleverne i folkeskolen. For få generationer siden var børn i fabrikker noget almindeligt. Mennesker med et handicap blev gemt væk på anstalter, langt fra deres familier. Det er ikke længere siden, end at Ellen selv kan huske det.
Ingen af de ting forsvandt af en lov alene. Flere ting spillede sammen: penge, maskiner, skoler og det, folk kunne nænne. Loven kom tit, når nok mennesker ikke længere kunne nænne det, der skete. Og loven var med til at gøre det almindeligt at mene det. Forandringen ses mere i det, vi gør, end i det, vi siger. Den ses i det, vi ikke længere kan nænne at gøre.
Anden opdagelse: Medfølelsen rækker længere
Indtil nu har kapitlet holdt sig tæt til det, du selv kan slå efter. Resten er en tolkning. Her læser bogen stregerne på sin egen måde: Det, der ser ud til at vokse, er medfølelsen. Engang rakte den for de fleste kun til familien og landsbyen. Så til folket. Nu rækker den hos mange til mennesker på den anden side af jorden. Der har længe været mennesker, der følte med fremmede. Det nye er, at så mange gør det, og at vi har lavet fælles regler om det.
Den vokser ikke jævnt. Den tager et skridt frem og nogle gange to tilbage. Der kommer tider, hvor det, vi troede var forbi, vender tilbage. På de områder, kapitlet har valgt, peger stregerne opad, når du ser over mange generationer. De er valgt, fordi de er tydelige, og det er også et valg. Andre områder kan vise noget andet. Viden og fælles regler, som vi selv laver, kan hjælpe, når medfølelsen svigter.
Hvis medfølelsen vokser, hvorfor så? Et bud er forståelsen: Når flere forstår, hvad hårdhed gør ved et menneske, kan færre nænne den. Hvor meget det forklarer, kan ingen sige. Lidelse gør ikke i sig selv nogen mere omsorgsfuld, og det er heller ikke nok at se det ske. Ellen så Ruth græde, men forstod det først mange år senere.
Du kan prøve det i dit eget liv. Er der noget, du har forstået følgerne af, og som du derfor ikke længere kan nænne? Og du kan se efter i lovene. En del steder har de flyttet sig fra hævn mod beskyttelse.
Tredje opdagelse: Vi står forskellige steder
Stregerne kommer ikke til for alle på samme tid. I den samme familie, i den samme gade, kan noget være utænkeligt for den ene og almindeligt for den anden.
Det er ikke en rangliste. Den, der ser noget andet end dig, er ikke et ringere menneske. Alle har noget, de ikke kan se endnu, også du. Ellen kunne engang ikke se noget forkert ved spanskrøret. I dag kan hun ikke se på det uden at tænke på Ruth.
Fjerde opdagelse: Ingen kan se hele vejen
Det gælder også os, der lever nu. Måske er der noget, vi gør i dag uden at tænke over det, som Astas børnebørn ikke vil kunne nænne. Vi kan ikke se vores egne streger, mens vi tegner dem. Ellen kunne ikke se sin, da hun var otte. At mange gør det samme, er ingen garanti for, at det er godt. Vi gør tit som dem omkring os, og vi gør det i god tro. Det forklarer, men det undskylder ikke.
Det er en god grund til ikke at dømme dem, der kom før os. De fleste kendte ikke noget andet. Og det er en god grund til at være lidt mindre sikre på os selv.
Prøv det nu: Tænk på noget, vi alle gør i dag uden at tænke over det. Hvad vil Astas børnebørn mon sige om det?
Det, der stadig er sandt
Der sker stadig grusomme ting, også i dag og også tæt på. Stregerne på dørkarmen ændrer ikke det, og de gør det ikke mindre alvorligt. En dørkarm viser kun opad. Virkeligheden er mere rodet: Streger kan blive visket ud igen. Om det er en udvikling eller kun en forandring, er historikerne ikke enige om.
Bogen lover ikke, at det bliver godt af sig selv. Den tager ikke stilling til, hvem der har ret i politik. Den peger på en vej. Den dømmer ingen. Men at den ikke dømmer, gør ikke det, nogen har gjort, i orden.
Øvelse: Find en streg
Det er den tredje regel uden bane. Prøv den af én gang i dag, mens dagen går.
Øvelse · 2 minutter
Læg i dag mærke til én lille ting, du ikke kan nænne: at gå forbi en, der har tabt sine poser, at se en blive talt ned til, at lade en sidde alene i frokoststuen.
Spørg dig selv: Hvor har jeg den streg fra? Ét ord er nok. En person. En oplevelse. En tid.
Finder du ingen i dag, så tag én ting, der var almindelig engang, og som de fleste ikke ville gøre nu: børn foran i bilen uden sele, voksne, der røg ved børnenes bord.
Det første, der kommer, er godt nok. Så er dagens øvelse færdig.
Bliver det ubehageligt, så stop, mærk fødderne mod gulvet, og gå en tur.
Spilleregel: Det, vi ikke længere kan nænne, viser, hvor langt vi er nået.
Fundet er dit, hvis du i dag fandt én streg, der er kommet til. Ellers venter stregen. Du må gerne læse stregerne anderledes. Tredje verden: tre af fire spilleregler. Næste kapitel handler om en stige, bogen tegner, og om svar, der kommer, når vi holder op med at lede efter dem.
Spørgsmålet til dig
Hvilken streg er kommet til i din levetid?