Spilletlivet

Del 4 · Hvor vi er på vej hen

Retningen

TimeglassetTo timeglas står på en hylde foran et vindue med måne. I det venstre er det meste sand løbet ned, i det højre kun lidt. I begge løber sandet i en tynd stråle. Mellem dem står en lille plante. En mand ser roligt på dem.

Oplæst af en AI-stemme.

Fjerde verden. Første spilleregel.

Du hører et ungt menneske sige noget, der får dig til at ryste på hovedet. Så kan du høre din egen stemme for mange år siden sige næsten det samme. Ingen af jer ville sige det, hvis I vidste det, du ved nu. Hvad er det, der har ændret sig?

Den fjerde verden spørger, hvor vi mennesker er på vej hen. Først en bus, en tirsdag morgen.

Jan og sønnen

Jan kører bus i Aarhus. Han har gjort det i toogtyve år. Om morgenen kører han linje to, og hans søn Mikkel sidder tit på forreste sæde på vej til sit lærlingejob. Mikkel er nitten.

En tirsdag stiger en ældre mand på. Han er langsom med sit rejsekort og leder længe i lommerne. Folk bag ham sukker. Mikkel siger højt nok til, at manden kan høre det: »Kom nu, bedstefar.« Han griner lidt bagefter.

Jan bliver varm i ansigtet. Han siger ingenting, mens manden finder sin plads. Ved næste stoppested ser han på sin søn i spejlet. Mikkel kigger på sin telefon. Han ser ikke ud, som om han ved, at han har gjort noget.

Resten af turen koger det i Jan. Han vil sige: Sådan opfører du dig ikke. Han vil sige: Har jeg ikke lært dig bedre? Han øver sætningerne indeni.

Så kommer der et billede. Jan er selv nitten. Han står på en perron med sine venner. En kvinde med barnevogn kan ikke komme op ad trappen. De står og ser på, og Jan siger noget om, at hun må tage elevatoren som andre. De griner. Han har ikke tænkt på det i mange år.

Han havde hørt det mange gange. Hans mor havde sagt det hundrede gange. Men han havde aldrig selv stået med en barnevogn foran en trappe. Først da han selv fik to små børn, forstod han det.

Om aftenen siger Jan alligevel noget til Mikkel, kort og uden at hæve stemmen: »Manden i bussen hørte dig.« Mikkel trækker på skuldrene. Det er Jan ikke tilfreds med. Han bliver irriteret igen og går ud i køkkenet.

Senere hører han Mikkel tale i telefon med en ven. Vennen har det skidt, og Mikkel lytter længe og siger: »Det lyder hårdt, mand.« Jan står stille i gangen. Det kunne han ikke selv som nitten.

Han tænker noget, han ikke tænkte om morgenen: Mikkel kan ikke handle ud fra noget, han ikke har forstået endnu. Jan kunne det heller ikke, da han var nitten.

Billedet: Timeglasset

Et timeglas står på en hylde. Sandet løber fra den øverste halvdel ned i den nederste, et korn ad gangen. Du kan ikke tvinge det til at løbe hurtigere ved at ryste det eller råbe ad det. Det løber i sit eget tempo.

Forståelse løber på samme måde. Den kommer korn for korn, og mest af det, vi selv prøver. Mikkels timeglas løber. Jans timeglas løber også. Andre kan hjælpe lidt: et godt eksempel, en rolig forklaring, tid. Men ingen kan vende et andet menneskes timeglas for det.

Det, der sker

Her er fire opdagelser. De bygger på bogens forklaring. Den har ikke bevist noget. Når bogen skriver, at den siger noget, er det en tanke, ikke en kendsgerning.

Første opdagelse: Vi handler ud fra det, vi har forstået

I den tredje verden mødte du tanken, at vi alle handler ud fra det, vi ved og har med. Her går bogen et skridt videre: Ingen kan handle ud over det, de har forstået. Den viden, du får om ti år, kan du ikke bruge i dag.

Det er en måde at se på, ikke en lov. Vi handler også mod bedre vidende, af træthed, frygt eller vane. Bogens forklaring siger, at det så ikke var forstået til bunds. At det ikke var forstået til bunds, kan ingen måle. Det kan altid siges bagefter, og så kan det aldrig vise sig forkert. Derfor er det en måde at bruge ordet »forstå« på, ikke noget, vi ved. Du kan bruge det som et spørgsmål: Hvad har den anden ikke prøvet endnu?

Forståelse er ikke det samme som at have hørt noget. Jans mor havde sagt det mange gange. Først da han selv stod med barnevognen, faldt kornet. Ifølge den tanke kommer forståelse bedst af det, vi selv prøver. En historie eller en samtale kan give et glimt, og det kan den her bog også. Resten prøver du selv. Vrede og skældud kan stoppe en handling. Sjældent kan de give en forståelse, der mangler.

Det betyder ikke, at du skal finde dig i noget. Du må sige fra, gå din vej og passe på dig selv. Spillereglen handler om, hvad du forventer af et andet menneske, ikke om, hvad du skal tåle.

Anden opdagelse: Heller ikke du

Spillereglen har to halvdele, og den anden er den sværeste. Du kan heller ikke handle ud over det, du forstår. Det, du gjorde for ti år siden, gjorde du måske med et andet timeglas, end du har nu. Du kan ikke vide det sikkert. Du husker det ud fra, hvem du er i dag. Det her gælder det lille: en tone, en joke, en sætning. Det store, du bærer på, behøver du ikke bruge den her tanke til.

Det er ikke en undskyldning for alt. Det er et spørgsmål, du kan stille til den, du var: Hvad så jeg dengang, og hvad ser jeg nu?

I det små har du måske nogle gange vidst bedre og gjort det alligevel. Spillereglen svarer, at det kan have været sådan: Du vidste det med hovedet, men det var ikke forstået til bunds. Det svar kan ingen prøve efter. Du kan bruge det som en måde at se på, eller lade det ligge. Bagefter kommer tit den dårlige samvittighed. Den er ikke en dom, og den siger ikke, hvad du er værd. Ubehaget kan vise, at du holder af noget, du ikke handlede efter. Anger kan ikke tvinges frem, heller ikke af dig selv.

Prøv det nu: Læg mærke til én ting i dag, du ser anderledes på end for mange år siden.

Tredje opdagelse: En retning fra mig til os

Læg mærke til, hvad der skete med Jan. Han fik øje på, hvor Mikkel stod, og hvor han selv havde stået. Han gik fra at kræve noget af Mikkel til at forstå ham lidt. Jan er ikke kommet længere end sin søn. Han har stået et andet sted.

Her ser bogen mere, end nogen kan måle: den samme bevægelse i hele menneskeheden over meget lang tid. Ved siden af »mig først« vokser en interesse for, at de andre også skal kunne leve. Først for familien, så for landsbyen, så for mennesker, vi aldrig møder. Bevægelsen går ikke i lige linje. Der kommer tilbageslag, og der er tider, hvor kredsen bliver mindre. Du så noget af det i den tredje verden, i det, vi ikke længere kan få os selv til at gøre mod andre.

Du kan ikke måle retningen. Du kan se efter, om den passer med det, du har set hos dig selv og andre. Det er en prøve på, om tanken hænger sammen, ikke et bevis. Og den, der leder efter en retning, finder tit en.

Fjerde opdagelse: Stigen har syv sprosser

I den tredje verden var stigen et billede på, hvordan vi lærer at finde svar: fra hænderne over lyset fra andre til lommelygten. Her får du billedet en gang til, om noget andet: hvordan vi møder verden og hinanden. De to hører ikke sammen sprosse for sprosse. Det er det samme billede, brugt to gange. Sprossernes navne er bogens egne, og hver sprosse er en evne. Her er de syv, med et glimt af hver:

  • At undre sig. Du lægger mærke til noget og spørger hvorfor.

  • At se. Du ser, hvad der sker, før du tolker det.

  • At vente. Du lader et åndedrag gå, før du svarer.

  • At forstå. Du ser, hvad den anden ikke har prøvet endnu.

  • At tilgive. Du kan lægge noget fra dig, hvis du selv vil.

  • At føle med. Du mærker, hvad den anden mærker.

  • At ville alle det godt. Også dem, du ikke kender.

Du går ikke op ad dem i rækkefølge. De hjælper hinanden, og de kommer og går. Rækkefølgen er bogens måde at fortælle dem på, ikke en regel om dig. Og ingen af dem er et krav. Du kan forstå et menneske uden at tilgive det. Du kan tilgive uden at se det igen.

Sprosserne er ikke steder, hvor nogen står. De er evner, vi alle har i glimt. Samme dag kan du undre dig om morgenen, vente på perronen om eftermiddagen og føle med en fremmed om aftenen. Og samme dag kan du glemme dem alle. Jan forstod sin søn lidt en tirsdag og blev irriteret igen om aftenen.

Stigen er menneskehedens. Den viser en retning, ikke et sted, nogen står.

Det er en retning, ikke en dom. Ingen står højere eller lavere, og ingen har fortjent det, der ramte dem.

Det, der stadig er sandt

Du kan forstå, at nogen ikke vidste bedre. Det betyder ikke, at det var i orden. Manden i bussen hørte det. Det er stadig sandt.

Du behøver heller ikke forstå alle. Nogle gange er det nok at se, at der er noget ved den anden, du ikke forstår. Og nogle mennesker skal du holde afstand til, uanset hvad du forstår om dem.

Du forstår heller ikke mere, fordi du har haft det svært. Forståelse kan komme af meget, også af en god dag.

Retningen er en tanke, du kan se efter, om den hænger sammen. Den er ikke en sandhed, du skal tro på.

Øvelse: Dit eget timeglas

Prøv det én gang i dag.

Øvelse · 2 minutter

Tænk først på én lille ting, du selv gjorde for flere år siden, som du ikke ville gøre i dag. Noget småt. Læg mærke til, hvad du ikke vidste dengang.

Tænk så på én lille ting, en anden gjorde i dag eller i går, som irriterede dig. En kollega, der ikke lyttede. En ung, der var uhøflig i en kø. Spørg dig selv: Hvad har den anden måske ikke prøvet endnu? Du behøver ikke finde svaret. Spørgsmålet er nok.

Så er du færdig for i dag.

Bliver det ubehageligt, så stop, mærk fødderne mod gulvet, og gå en tur.

Kapitlets bane hedder Timeglasset og rygsækken. Dér tager du én lille ting fra hverdagen, en sætning eller en handling fra en anden, og ser på, hvad den anden forstod i øjeblikket. Banen er den ellevte i spillet.

Spilleregel: Ingen handler ud over det, de forstår. Heller ikke du.

Fundet er dit, hvis du i dag så én ting, du selv ikke vidste dengang, eller én ting, en anden måske ikke har prøvet endnu. Ellers venter fundet. Fjerde verden: én af fire spilleregler. Næste kapitel handler om en pianolærer med to elever. Det går længst ud i hele bogen, og du må gerne springe det over.

Spørgsmålet til dig

Hvad ser du anderledes på i dag end for ti år siden?

Spørg Vejlederen om kapitletStigens syv sprosser: Levels